ARC Main Page Transports from the Netherlands

Settela Steinbach

Senest ajourført 20. Juni 2006





Settela Steinbach,
19. maj 1944
Et meget berømt billede: Pigen der kigger ud fra en godsvogn, lige før toget forlader gennemgangslejren Westerbork på vej til sit bestemmelsessted - Auschwitz. Billedet varer syv sekunder i filmen om Westerbork-lejren, som blev optaget efter ordre fra lejrkommandanten Albert Konrad Gemmeker. I årtier blev billedet brugt som et næsten ikonisk symbol for jødeforfølgelserne under Holocaust.

Aad Wagenaar, journalist ved den hollandske lokalavis Haagsche Courant, har imidlertid efterforsket pigens identitet og fundet ud af, at hun ikke var jødisk, men derimod en af de 245 sigøjnere, der blev deporteret fra Westerbork til Auschwitz den 19. maj 1944. Disse mennesker blev ofre for en razzia den 16. maj, der udførtes efter en ordre to dage før fra SS-hovedkvarteret til de 5 regionale politichefer i Holland om at arrestere alle sigøjnere og transportere dem til koncentrationslejren Auschwitz.

Endelig fandt Wagenaar ud af med næsten 100%´s sikkerhed, at pigen var Anna Maria Steinbach, som var født i en sigøjnerlejr i Buchten nær byen Sittard i den sydlige provins Limburg den 23. december 1934.
Hun var syvende barn af Heinrich (sigøjnernavn: Moeselman) og Emilia (sigøjnernavn: Toetela) Steinbach. Moeselman og Toetela var Sinti-sigøjnere. De havde ti børn. Kun faderen overlevede krigen, men han døde i 1946 efter sigende på grund af sorg over sin hustrus og sine børns død.

Anna Maria (sigøjnernavn: Settela) ankom til Auschwitz-Birkenau den 22. maj 1944. Hun blev anbragt i lejrens sigøjnerafsnit. Dette afsnit blev ryddet ca. 5 uger senere den 31. juli og 1. august. På dette tidspunkt blev Settela Steinbach myrdet sammen med sin moder og de fleste af sine brødre og søstre.

Kilde:
Wagenaar, Aad. Settela, ed. De Arbeiderspers, Amsterdam 1995, ISBN 90 295 5612 9/CIP

Engelsk oversættelse: www.fiveleaves.co.uk

© ARC 2006